Svensk & dansk

Svensk & dansk

Svensk-dansk sprogforbistring i 1918

Sprog & kulturPosted by Poul Hansen Fri, January 22, 2010 23:17:07
I 1919 udkom en lille bog "Mellem brødre" af Erik Dan Bergman, der skildrede en svenskers rejse til Danmark og mødet med dansk kultur og sprog. Bogen er fuld af humor og morsomme skildringer, der får mig til at tænke på den klassiske engelske bog "Tre mænd i en båd" af Jerome. Jeg lægger her et lille kapitel ind, der handler om sprogforbistringens følger for en svensker på besøg i Danmark i 1918.


DANSKE OG SVENSKE.

Svenskerne og Danskerne smiler gensidigt af hinandens Sprog. Svenskerne synes, at Danskerne bræger som Geder og Danskerne synes, at Svenskerne brøler som Okser. Og de har ondt ved at forstaa hinanden.

Forleden Dag kom jeg ind i en Købmandsbutik og spurgte, om de havde Kognak.

- Jæ-æ-æ-æ-, hvor meget vil De have? Jeg blev glad. Jeg bad om et halvt Dusin Flasker. Det er bedst at passe paa. Der er snart ikke andet end tomme Flasker tilbage i Danmark. Ekspedienten forklarede mig imidlertid, at de havde det ikke paa Flasker, - kun i Daaser. Jeg stirrede forbløffet paa ham. Nu er Kognak et Ord, som jeg virkelig udtaler meget tydeligt, det Ord kender jeg og forresten er det jo et internationalt Ord.

Men min Sandten om ikke Ynglingen kom med seks Daaser henkogte Ærter.

Naa, Svenskeren er jo tiltrods for sin lidt pompøse Optræden, i Virkeligheden meget ømfindtlig og fremfor alt frygtelig bange for at gøre sig latterlig.

Jeg forsøgte at bide min Forbitrelse i mig, og sagde, at ved nærmere Eftertanke kunde jeg indse, at jeg nok kunde nøjes med en Daase. Men han forstod mig naturligvis ikke. Han pakkede dem alle seks ind, slog et Baand om dem og sagde: - Vær saa god!

Og jeg tog den tunge Pakke og sagde Farvel og gik ned til Stranden, - det er lige meget, til hvilken Side man gaar i Danmark, man kommer altid til Stranden, - og jeg søgte forgæves at lokke en lille Hunderakker, en væmmelig lille Skødehund hen til mig. Saa druknede jeg Ærterne alene i Store Bælt.

Jeg bad en Gang en Indvaaner i en lille dansk By om at vise mig Vejen til Raadhuset. Jeg vidste, at Ordet er ens paa Dansk og Svensk og jeg udtalte det saa tydeligt som muligt paa min langsomme svenske Maade: - Raa-aa-'--'aadhuset. Men Manden styrtede kun afsted med et forskræmt Udtryk i sine vandblaa øjne .. Men havde jeg sagt: Rottehuset, - saa havde han forstaaet mig.

Prøv aldrig paa at tale tydeligt svensk til en Dansker. Tal hurtigt og skødesløst og spring hveranden Stavelse over, - det er mit Raad til mine Landsmænd. Danskerne forstaar Dig ganske vist ikke alligevel, men det gaar alligevel lidt bedre og Du vinder Tid. Ja, - alt beror paa Udtalen. Svensk og Dansk er jo egentlig det samme Sprog, det er kun Udtalen, der er forskellig. Det er den, det kommer an paa.

Stik f. Eks. en Knappenaal ,i Skinken paa en Trelleborger og stil Dig foran ham og ræk Tunge, - saa skal Du se, Du forstaar heller ikke et Ord af, hvad han siger.

Nu har jeg imidlertid opholdt mig saa længe i Danmark, at jeg klarer mig ganske godt baade som Taler og tilhører. Jeg er kommet saa vidt, at Danskerne tror, jeg er fra Norge. I Gaar var der oven i Købet en ældre tunghør Dame, der spurgte, om jeg var fra Bornholm. Jeg rødmede af Stolthed.

Og jeg forstaar udmærket godt Danskerne, i det mindste, naar de taler en ad Gangen.

Men det gør de sjældent.De taler næsten altid i Munden paa hinanden. Naar man sidder i et Selskab med ti, tolv Danskere og de taler alle tolv samtidig, saa forstaar man ikke en eneste af dem. Naar tolv Danskere taler,lyder det, som naar 120 Svenskere skændes. Men de forstaar for Resten heller ikke selv hinanden. Hvorledes skulde det ogsaa være muligt? Men det lader til at være dem absolut ligegyldigt, bare de selv maa faa Lov til at snakke.

Dansk er i hvert Fald et kønt Sprog. Især i en ung Piges Mund. Det er som Fuglekvidder, en Bølgernes lette Leg mod Stranden, et Scherzo for Fløjte og Violin. Ja, i en ældre Dames Mund passer Dansk ogsaa fortræffeligt. - Men der bliver det ikke fuldt saa lifligt. Vore Portnermadammer og Sælgekoner hjemme i Stockholm savner blot et for at naa det fuldkomne i deres Genre - det danske Sprog.

Derimod kan jeg aldrig forlige mig med, at et stort og stærkt og kønt Mandfolk - og dem er der mange af i Danmark, breder Munden ud fra, Øre til Øre og siger:

- Uf, min søde lille Pige, jeg er saa sulten, giv mig lidt Smørrebrød med pillede Rejer! Det lyder som Kvækken i svenske Øren.

Naa, jeg maa indrømme, at vort stolte svenske Sprog har heller ikke altid saa god en Klang .. Paa en Sommerrestaurant i Odense hørte jeg en Kabaretsanger synge en Vise om en Svensker i København, og der forekom stadig Refræneme: »Ta' mig tusan jævler« - og »Saa jævligt!«

Visen gjorde stormende Lykke. Men jeg blev genert. Jeg synes, at Sangeren abede mig efter.


Fill in only if you are not real





The following XHTML tags are allowed: <b>, <br/>, <em>, <i>, <strong>, <u>. CSS styles and Javascript are not permitted.